Traditionelt set var computere før udviklingen og udbredelsen af den personlige computer i 1980’erne forbeholdt virksomheder og universiteter. Den daværende traditionelle tankegang indenfor strukturering af information og viden i computersystemer baserede sig på en lineær fremstilling. Men allerede i 1960’erne startede en ny tankegang for strukturering af data, da Ted Nelson  introducerede begrebet hypertekst. Ted Nelsons tanke med hypertekst begrebet var som med mange af hans andre opfindelser at udnytte teknologien til effektivisere mennesket, og gøre håndteringen af store komplekse datamængder og information universelt.Hypermediesystemer dækker over computersystemer, der strukturer og organiserer hierarkisklagrede multimediedata sammen på kryds og tværs, hvor links i interfacet er den mest betydningsfulde struktureringsmekaniske. Disse links peger på knuder af informationer lagret i en database. Det er således muligt vha. disse links at navigere rundt i de underliggende data på en ikke-lineær vis.Links kan være hhv. strukturerende eller refererende. De strukturerende links er de links, der giver en overordnet struktur og overblik, ved at forbinde et eller flere dokumenter, i træ eller netværksstrukturer, hvor brugeren kan navigere op og ned i denne struktur. De refererende links er links i selve informationen som eks. en tekst, et billede (som vi kender fra WWW), der specifikt peger på en destination af information lagret i dele af samme eller andre hele eller dele af dokumenter.Man kan sammenligne dette med måden hvorpå hhv. en indholdsfortegnelse fungerer som strukturering for en bogs tekstafsnit, og hvorledes et leksika vha. henvisninger fungerer refererende til at finde yderligereinformation.

Et vigtigt element i et hypermediesystem er en browser, der grafisk viser forbindelsen mellem knuderne. Dette kan være med til at give et bedre overblik over en stor datamængde. På tilsvarende måde kan muligheden for at søge vha. keywords, være en nyttig måde til håndteringen af de store mængder af informationer.

Hypertekst kan sammenlignes med tidligere hypertekst-noveller, og det kan derfor stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt Nelson var den første til at definere begrebet. Dog må Nelson sammen med Bush og Engelbart tillægges den tekniske og computermæssige forståelse af hypertekst. Ligeledes er det igennem computeren og interaktive interfaces, at hypertekst, efter min mening, har sin berettigelse. Årsagen er, at navigation via hypertekst links bedst sker via interaktive interfaces,hvor responsen ses øjeblikkeligt modsat den manuelle proces i at springe frem eller tilbage mellem sider i eks. en novelle eller leksika.

Formålet med hypermediesystemer er at skabe bedre elektroniske dokumenter, der gør at man bl.a. lettere kan samarbejde i form af deling af informationer indenfor eks. komplekse opgaver.

 

KMS (Knowledge Management System):

Et af de klassiske og grundlæggende hypermedie-systemer er KMS. KMS er et kommercielt system, der udspringer af ZOG systemet udviklet af Carnegie-Mellon Universitetet i 1972. KMS fra 1983 bygger på en stor underliggende database bestående af en række mindre skærmtilpassede frames opbygget af items som eks. tekst, billede og grafik omkring princippet WYSIWYG. Idet alle frames er skærmtilpasset, er der ikke brug for at scrolle. Herudover er disse frames struktureret i træ-hierarkier omkring links med parent/child forhold som man eks. kender det fra klassiske oo klassediagrammer. Således er det muligt vha. indbyggede frem/tilbage kommandoer at navigere i hierarkiet. Navigeringen foregår vha. links, der er indlejret på de forskellige typer af items som refererende links til andre frames. Editering af frames foregår i samme visning, da browser og editor ikke er adskilt.Formålet med KMS er, at understøtte mange samtidige brugere (CSCW) og deres samarbejde omkring en stor mængde information, men samtidig også at skabe et effektivt system. Det interessante og anderledes vedrørende effektiviteten er, hvorledes KMS gør brug af en treknaps-mus, der alt efter hvilken kontekst cursoren befinder sig over ændrer dens mulige kommandoer. Herved kan op til 90% af alle kommandoer udføres direkte fra musen. Dog kan det for nybegyndere betyde en stejl indlæringskurve.Herudover tilbyder KMS forespørgsler i form af fritekstsøgning samt versionisering, der gør at flere brugere kan samarbejde om samme frame. Selve versionskontrollen foregår modsat ZOG mere afslappet ved, at alle frames altid er redigerbare og ikke låses. I stedet gøres brugeren opmærksom på, at en anden bruger har lavet ændringer, og frames gemmes derfor temporærligt til senere sammenfletning.

Ulemperne ved KMS er, at brugeren kun kan se et enkelt frame af gangen, og derfor kan mangle den spatiale følelse af bevæge sig imellem frames og derved danne sig overblik over sammenhængen mellem dem og deres links. Der er med andre ord ingen grafisk overblik over struktureringen. Dette opvejes dog til dels af, at KMShar meget hurtige skift mellem frames på under 1 sekund, der gør det hurtigt at forsøge at skabe sig overblik ved at klikke sig igennem frames. Dog kan de mange små tekster/frames gøre det svært for brugeren at give denne et naturligt læse flow.

Intermedia:

Intermedia er et andet eksempel på et klassisk hypermediesystem udviklet på Brown University i 1985 til brug som undervisningsstøtte på universitetet, hvor studerende og undervisere kunne samarbejde omkring oprettelsen og strukturering af videnskabelige artikler. Intermedia systemet fungerer som et hypermedie-framework med en samling af en række editorer for tekst (InterDraw), grafik (InterDraw), 3D (InterSpec) etc.Intermedia systemet blev udviklet med fokus på den grafiske repræsentation overfor brugeren vha. grafiske vinduer, menuer og ikoner som vi kender det fra WIMP interaktions-elementerne udviklet af Xerox PARC. Sammenlignet med KMS er der altså tale om et interface, der i højere grad minder om opbygningen af interfaces som vi ser i dag, som eks. Microsoft Office og OpenOffice.org. KMS undgik bevidst brugen af menuer, og byggede interaktionen på den kontekstbaserede treknapsmus. Intermedia systemet har ligeledes, modsat KMS, fokus på at skabe et design der ikke primært er fokuseret på effektivitet, men i stedet på brugervenlig med mere fokus på spatiale designs og konsistens imellem de forskellige applikationer. Det kom bl.a. til udtryk i form af opbygningen af vinduer og kommander som fortryd og kopier/indsæt osv.Intermedia struktur bygger på dokumenter fra de enkelte applikationer, der kan samles i corpus og ikke som i KMS hvor der er tale om en type i form af frames. Dokumenterne kan linkes sammen med ikoner i en to-vejs struktur og kombineres med blocks, der fungerer som ankre der linker til regioner og elementer af eks. tekst og grafik. Men helt centralt i forhold til KMS og NoteCards placeres disse links og blocks eksternt i en database udenfor dokumentet og ikke indlejret som i KMS. Idet de ligger eksternt i forhold til dokumentet muliggør det, at de let kan samles i såkaldte webs. Brugere kan selv sammensætte deres personlige web, dog kun med ét åben web af gangen. Således kan eksempelvis en studerende skabe sig et web af informationer vedrørende et specifikt emne, der let kan deles og editeres af andre brugere. Dog kan brugeren ikke som i KMS og NoteCards oprette dynamiske events på links, der gør at et link kan kalde brugerprogramfunktionalitet.For at skabe overblik over disse webs kan brugeren gøre brug af en grafiskbrowser, der skaber hhv. et lokalt og globalt grafisk kort, der afspejler strukturen af links. Dette er som tidligere netop en mangel i KMS.

NoteCards:

NoteCards er endnu et klassisk hypermediesystem udviklet af Xerox PARC i 1984. NoteCards er et af de mest velkendte hypertekst projekter, men adskiller sig fra KMS og Intermedias praktiske brugsorientering ved primært at have fokus på brugen indenfor forskning i hypermediesystemer. Systemet er udviklet i Xerox Lisp, der er et meget åben system, der gør at andre med kendskab til det forholdsvist let kan lave udvidelser til systemet.Grundlæggende består NoteCards systemet af små kort/noder i størrelsesforhold 3×5 der vises i små skærmvinduer i interfacet, hvori der ikke kan scrolles. Pga. størrelsen ligger interfacet op til mange samtidige åbne kort. Disse kort kan indeholde alt lige fra billeder, grafik og tekst. Til forskel fra KMS og Intermedia fungerer de indbyggede links hovedsageligt som link til hele kort pga. det minimale indhold, der kan være i ét enkelt kort. NoteCards tilbyder som Intermedia også mulighed for grafisk browsing af strukturen. Herudover kan de grafiske browsere også bruges redigeringsmæssigt til skabe linkrelationen mellem de enkelte kort. Udover links til at skabe hierarki bruges fileboxes, som kort-containere, til at hjælpe brugere med at strukturere og kategorisere de enkelte kort i større samlinger. Således kan ét kort indgå i mange fileboxes, dog skal det altid som minimum være tilknyttet én filebox. Ulempen ved NoteCards og håndteringen af disse kort er, at lagringen foregår i én enkelt fil. Herved bliver CSCW nærmest umuligt, da kun én bruger kan foretage editeringer modsat KMS’s fragmentering med mange små filer. Herudover skal det bemærkes, at KMS som den eneste af de tre systemer tilbyder versionskontrol til øget samarbejdsstøtte.

 

Fælles kendetegn for KMS, Intermedia og NoteCards er, at de alle er lukkede monopolistiske systemer, hvor man kun kan bruge systemernes egne editorer. Af samme årsag understøtter de heller ikke deling af deres dokumenter udenfor systemet. Den eneste fordel i de lukkede systemer er, at de kan sikre konsistens i designet overfor brugeren.